Tale ved den polske ambassade, 26. januar 2025

På mandag er det 80 år siden, at sovjetiske tropper befriede koncentrationslejren Auschwitz. Det er en dag, der mindes af De forenede Nationer og af lande over hele verden. Det er også en dag, der har en særlig betydning for de mange, hvis familiemedlemmer blev myrdet på så brutal vis.               

For mig betyder dagen en lejlighed til at mindes min mors historie.  

Hun blev født i en jødisk familie i Breslau, som den gang lå i Tyskland. I 1933 flygtede de til Sudeterne og derfra videre til Prag. I marts 1939 invaderede Tyskland

Tjekkoslovakiet og nu var der ingen flugtruter tilbage for familien. Organisationen ”Kvindernes Liga for Fred og Frihed”, der findes den dag i dag, arrangerede transporter ud af Prag for jødiske børn. Min dengang 14-årige mor blev sendt til Danmark og hendes to år yngre lillesøster kom til Norge. Det skulle vise sig at være meget ulykkeligt, for da tyskerne invaderede Norge, sendte Norge de jødiske børn tilbage til Prag. Det betød, at den eneste familie, min mor havde, der var sluppet væk fra nazisterne, blev sendt tilbage og blev myrdet i Auschwitz sammen med resten af familien.  

Min mor var alene tilbage. Hvad hun havde fra sin familie var nogle fotografier og en skotøjsæske med breve. Mange breve. Fra adskillelsen i 1939 til brevet afsendt d. 3. september 1942, hvor familien har fået besked om, at de skal møde op til deportation og hvor både far, mor og lillesøster siger farvel.

Jeg startede med at sige, at dagen for mig betyder en anledning til at mindes min mors historie. Men den mindes jeg ofte, det behøver jeg ikke en bestemt dag til. Det særlige ved Remembrance day er, at millioner af andre også mindes, og at vi gør det sammen, fordi det aldrig må ske igen.  

Men det sker jo igen. Ikke på nøjagtig samme måde, men efter 2. verdenskrig er det sket på andre måder en uhyggeligt masse gange. Rwanda, Bosnien, Sudan for blot at nævne ganske få, og så nu – siden terrorangrebet på Israel d. 7. oktober

2023 – det ubeskriveligt rædselsfulde overfald på Gaza og det palæstinensiske folk.

I et forsøg på at tilgodese behovet for at have en international instans, der kunne retsforfølge personer, der har gjort sig skyldige i forbrydelser som nævnt ovenfor, blev ICC, Den Internationale Straffedomstol, oprettet. ICC er den første permanente, internationale domstol, der efterforsker og dømmer enkeltpersoner anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Når man begår den type af forbrydelser, skal man vide, at det får konsekvenser.

Israel er et land, som ved ICJ står anklaget for folkedrab. ICC har udstedt arrestordre på Israels øverste leder for krigsforbrydelser. Det er ekstremt alvorligt.

Håndhævelse af den internationale retsorden er det eneste bolværk, vi har, mod den form for forbrydelser. Udenrigsministeriet beskriver oprettelsen af ICC og dens udvikling siden 1998 som et historisk gennembrud, fordi det er et af de væsentligste nyere skridt i udviklingen af den internationale retsorden.

Når Polen vælger at vedtage en resolution, der gør det muligt for højtstående israelske embedsmænd, herunder premierminister Netanyahu, at deltage i

Remembrance Day i Polen, og siger, at man ikke vil udlevere ham til ICC, så går Polen aktivt ind og svigter sin juridiske forpligtelse som medlem af ICC til at overholde ICC-arrestordrer. Polen deltager aktivt i at nedbryde den internationale retsorden.  

ICC er det forsvar vi har. Hvad har vi ellers?

På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om Netanyahu faktisk har tænkt sig at deltage, men det ændrer intet ved, at Polen giver ham muligheden og dermed tilkendegiver, at man ikke behøver at tage ICC’s afgørelser alvorligt.

Hvad er det, der gør, at en mand, der internationalt er eftersøgt for krigsforbrydelser og som repræsenterer en stat, der ifølge en række internationale eksperter og menneskerettighedsorganisationer er skyldig i folkedrab, hvad er det, der gør, at en sådan mand findes værdig til at deltage i mindehøjtideligheden for blandt andet mine slægtninge?

Når Netanyahu gives mulighed for at deltage i denne begivenhed, så fremstår han som repræsentant for alle jøder. Men det er han jo ikke. Han er repræsentant for nogle bestemte politiske synspunkter, som intet har med min familie at gøre. Jøder over hele verden vil gerne betakke sig for den repræsentation.  

Gaza ligger i ruiner med op mod 50.000 døde og over 100.000 sårede. Vi har ikke kunnet forhindre, at det skete, men vi kan sige, så det kan høres: Ikke i vores navn.

Jeg vil appellere til den polske regering om, at ændre sin beslutning.